Charlottetårnet, København
Blendex har leveret interiørscreens af forskellig art til 37 hotellejligheder samt reception og mødelokaler.
Bygherre: H.S. Kryolitentreprise A/S
Arkitekt: Lundgaard & Tranberg
Entreprenør: CG Jensen A/S
Produkter: 170 stk. manuelle interiørscreens med mørklægningsdug, 198 stk. motoriserede interiørscreens med mørklægningsdug og 258 stk. interiørscreens med sol-screen
Levering: 2020
”Når man bygger et tårn inde midt i København, skal man også kunne se ud af vinduerne…”
Jernfrit glas og transparente interiørscreens fra Blendex sikrer udsynet fra Charlottetårnet.
Af Helle Lorenzen, kommunikatør, Blendex A/S
Charlottetårnet rejser sig smalt og 16 etager højt på kanten mellem Østerbro og Nordhavn i København. Tårnet rummer 37 hotellejligheder, to på hver etage, samt fælles faciliteter. Fra hver lejlighed er der udsigt ud over byen fra tre sider.
Netop udsigten var et af kernepunkterne, da Lundgaard & Tranberg Arkitekter skulle projektere solafskærmningen, hvilket altid sker helt tidligt i designprocessen.
”Når man bygger et tårn inde midt i København, har den storslåede udsigt en høj prioritet. Derfor var det vigtigt for os at få det rene lys, uden farvning og forringelse, ind ad vinduerne. Lige så væsentligt er det, at gæsterne kan se ud uden at blive forstyrret af fx skærme, lameller eller farvet solfilm,” siger konstruktør og partner Filip Heiberg.
Solstrålerne reflekteres hurtigt ud igen
Charlottetårnet rager 54 meter op over gadeniveau og for at skærme for solens lave stråler, er det nødvendigt, at afskærmningen går ned foran vinduerne. Arkitekterne kunne i princippet have valgt udvendig solafskærmning, som normalt er mest effektiv til at holde varmen ude. En automatisk, udvendig solafskærmning vil dog i 54 meters højde hurtigt blive udfordret af vinden. Når det blæser over 10 sekundmeter, ruller solafskærmningen automatisk op for ikke at blive ødelagt.
Lundgaard & Tranberg valgte en kombination af interiørscreens med en reflekterende belægning på bagsiden og 3-lags vinduer med jernfattigt glas.
”Vinduerne har stort set ingen farve i glasset og skærmer dermed heller ikke meget for solvarmen, som glas med solfilm gør. Solstrålerne vil godt nok trænge igennem glasset, men inden de omdannes til varme, vil de hurtigt reflekteres ud igen af screenens belægning. De valgte interiørscreens er desuden så transparente, at hotelgæsterne stadig kan skimte byen og nyde udsigten, selv når solafskærmningen er nede,” forklarer Filip Heiberg og tilføjer:
”Princippet er, at når der ikke er solfilm og dermed modstand i glasset, vil en solstråling, der let kommer ind, også let kunne reflekteres ud af interiørscreenens bagside. I øvrigt er solafskærmningen koblet op på bygningens CTS, så den automatisk kører ned, når solen står på. Gæsterne kan til enhver tid overstyre og dermed selv regulere solafskærmningen.”
Dokumentation kunne være interessant
De modeller og indeklima-simuleringsprogrammer, rådgiverne har til rådighed, kræver særlige beregninger for helt præcis at finde frem til, hvad solafskærmningsfaktoren er for den kombination af jernfattigt glas og interiørscreens, som Lundgaard & Tranberg har valgt.
Ifølge Filip Heiberg er dilemmaet på den ene side ønsket om det rene uforstyrrede lys og på den anden side behovet for solafskærmning:
”Derfor ville det være meget interessant, hvis vi rådgivere havde præcise værdier på kombinationen af glas og interiørscreens til rådighed. Vi ved dog af erfaring, at vores kombination af glas og interiørscreens giver et godt resultat. På Charlottetårnet kører vi indeklimatests lige nu, og det ser fint ud. Solafskærmningen reducerer varmen med mindst seks grader, og vi har indtil nu ikke konstateret for meget varme i hotellejlighederne, selv uden køling.”
Charlottetårnets energiregnskab kunne ellers meget let blive udfordret både varme- og kølemæssigt, da bygningen har meget vinduesareal i forhold til gulvareal samt lille dybde i rummet, men arkitekterne har helt fra første designfase tænkt et energikoncept ind. Et geotermisk energianlæg opvarmer og køler huset særdeles energieffektivt. Endvidere understøttes kølesystemet af naturlig ventilation med varmegenvinding til opvarmning af både huset og dets vandforbrug.